Årets Adventure det 12. i rækken havde rekord tilmelding og ingen afbud så 22 gæve BC'ere mødtes på RUC. Allerede i invitationen stod der at man i år ikke skulle frygte større fysiske udfordringer - så måske det har lokket et par mand mere med !
Holdt det helt stik ? Gjorde det vel. Allerede undervejs mod Roskilde byggede en velvoksen regnbyge sig op og kastede sin nedbør mod bilernes ruder - der naturligvis holdt inde ved mødetid kl. 12.30.
På Campus lige inde bag den store RUC portal, samledes vi og fik sandwiches/vand og en velkomst fra Erik og en grundig instruktion af Michael og Henrik Schwenn. Discgolf rundt om RUCs bygninger inde mellem træer, højt græs og søer. Det havde vi aldrig prøvet før. Mange regler lig golf. 14 huller skulle spilles, hver mand fik 2 discs en driver og en putter. Vinderen Weile skulle bare bruge 54 kast. Dårligste 76 kast.
Da alle mand havde gennemført og ingen discs var blevet væk, afsløredes det at næste destination ville blive stjerne observatoriet i Brorfelde - tidligere tilhørende Københavns universitet. En halv times kørsel og solskin da vi ankom.
Observatoriet ligger "højt" i et meget naturskønt område og omfatter næsten 40 hektar med en række bygninger og observatorier.
Indkvartering og introduktion til stedet, derefter næste konkurrence.
En luftraket-bygger-affyrings-skyde-længst konkurrence. Først skulle de i løbet af 30 minutter bygges. Stor koncentration. Herefter affyring via en Ole opfinder-agtig rørkonstruktion der via en cykelpumpe kunne pumpes til i dette tilfælde 4 bar.
Stor moro, 2 lange målebånd blev rullet ud for de fløj meget forskelligt. Vi noterede med kridt på asfalten hvor langt raketterne fløj. Længst fløj Henrik Schwenns raket med hele 68,41 meter og korteste blot 17,46 meter.
De to konkurrencer gav en samlet vinder og det blev Søren. Se iøvrigt alle resultaterne lidt længere nede.
Madlavning via Renes kyndige hænder. Først laksemad til forret. Gasgrill saftige bøffer, ovnstegte kartofler, dejlig salat. Dessert måtte vente til efter kl. 22.30 for nu kom Patrick.
En lille mand på max 67 cm som skulle vise os rundt på Brorfelde og hvis muligt kigge stjerner - men det ville/kunne han ikke desværre. Delvist overskyet - i stedet foredrag og fremvisning af Danmarks største optiske stjernekikkert.
Da vi var tilbage ved vores base under halvtaget spiste vi dessert - is med bær og chokolade.
Kulgrillen som havde været tændt siden tidligt på aftenen blev brugt som varmekilde for de der sad nærmest og senere til at stege pølser på. Hygge - små anstrøg af sang.
Omkring kl. 01.30 gik de sidste til ro - der var værelser til mange og sovesale så der var god plads. Vi var tre der gik en nat tur i måneskin til observatorierne igen - prøvede hængekøjerne og kiggede på stjerner fra Weiles teleskob.
Lidt søvn - op - og oprydning og morgenmad og så kunne vi daffe hjem omkring 10 tiden.
Et anderledes Adventure i meget særprægede inkvarteringsforhold og smukke naturomgivelser var til ende.
referent Erik