Årets BC julefrokost blev afholdt fredag den 29. november på Cafe René i København. 23 BC 'ere var mødt frem til '96 udgaven af BC julefrokosten, som i år også dannede rammen for præmieuddelingen i 8 Kampen, samt i Sweepstaket.
Efter at silden og den første flaske snaps var indtaget, modtog de tre bedste i 8 Kampen deres fortjente præmiechecks af formanden. Henrik Andersen for sin 1. plads, Stig Søgaard for sin 2. plads og Kim Holten for sin placering som nr. tre. 13. pladsen gik til Rene Bukrinsky.
I Sweepstaket var der 2 gengangere i præmierækken, nemlig Birkerøddrengene Henrik Andersen og Kim Holten, som havde købt sig selv. Arnt Gustafsson havde været så forudseende, at han havde købt årets overraskelse, Stig Søgaard. Michael Engell fik 100 kr. for sit køb af Rene B.
Efter at de lune retter var indtaget rejste Henrik Andersen sig op, og efter et lille show uddelte han på medlemmernes vegne, whisky til bestyrelsen og takkede for deres store arbejde. Nogle af flaskerne blev åbnet med det samme og gik på omgang, hvilket medførte, at promilerne steg ikke så lidt. Dette satte godt gang "historierne". Senere da Cafe René var "tørlagt", tog dem der stadig var i stand til det, videre i byen og hvornår de sidste kom hjem, vides ikke.